Fra 1. august 2006 bliver det muligt også at begynde på en erhvervsuddannelse ad en ny praktisk ad-gangsvej - ny mesterlære.
En virksomhed bliver – eventuelt på baggrund af et trainee- eller forpraktikforløb – enig med en elev om, at de vil indgå en uddannelsesaftale med henblik på at gennemføre en erhvervsuddannelse i den ny mesterlære.
Virksomhed og elev henvender sig til en erhvervsskole, som vil hjælpe med at udarbejde en uddannelsesplan for eleven. Skolen stiller en kontaktlærer til rådighed i forbindelse med udarbejdelsen af uddannelsesplanen. Kontaktlæreren vil også være til rådighed for elev og virksomhed under den grundlæggende praktiske oplæring i virksomheden blandt andet for at hjælpe med at uddannelsesplanen holdes, eller hvis der fx opstår problemer i forløbet. Virksomheden vil således kunne få hjælp fra erhvervsskolen i hele oplæringsforløbet.
Den grundlæggende praktiske oplæring, som erstatter uddannelsens grundforløb, foregår i virksomheden og varer normalt et år. Det kan indgå i elevens uddannelsesplan, at der i løbet af den praktiske oplæring også indgår skoleundervisning, eller at undervisning fra grundforløbet flyttes til hovedforløbet.
Ved afslutningen af den grundlæggende praktiske oplæring kompetencevurderer skolen sammen med virksomheden eleven. Som led i vurderingen løser eleven en praktisk opgave, som tager udgangspunkt i elevens oplæring i virksomheden, og som udarbejdes af skolen og virksomheden i fællesskab. Opgaven løses så vidt muligt i virksomheden. Formålet med vurderingen er at sikre, at eleven har opnået de nødvendige kompetencer for at kunne starte på uddannelsens hovedforløb.
For elever i den ny mesterlære gennemføres undervisningen i hovedforløbet på samme måde som for de øvrige elever. Undervisningen kan dog indeholde dele fra grundforløbsundervisningen, der som hovedregel gennemføres sideløbende med skoleundervisningen i hovedforløbet.
Uddannelsen afsluttes med den samme prøve eller eksamen som for de øvrige elever. Elever i den ny mesterlære får således de samme erhvervskompetencer og den samme titel som de øvrige elever.
Se 2 eksempler på ny mesterlæreaftaler